Pickleball i Helsingør Kommune, Nordsjælland 

Er du på udkig efter et sted at spille pickleball i Nordsjælland (Helsingør, Snekkersten og Espergærde) kan Snekkersten Tennisklub byde dig velkommen! Vi spiller pickleball i Snekkerstenhallen, hvor spillere på alle niveauer kan nyde dette spændende og hurtigt voksende spil.

Hvad er Pickleball og hvor stammer det fra?

Pickleball er en sjov og alsidig ketsjersport, der kombinerer elementer fra tennis, badminton og bordtennis. Spillet blev opfundet i 1965 i USA, og har siden da vundet stor popularitet på verdensplan. Det kan spilles både indendørs og udendørs på en bane, der minder om en badmintonbane. Spillet spilles med en let, perforeret plastbold og bat (kaldet paddles) lavet af træ eller avancerede kompositmaterialer.

Pickleball er mere skånsomt for kroppen end tennis

Pickleball spilles på en mindre bane, hvilket gør spillet mere tilgængeligt og kræver mindre løb. Bolden i pickleball er lettere og perforeret, hvilket resulterer i langsommere spil og længere volleys sammenlignet med tennis. Pickleball-battet er let og da bolden også er det, belaster spillet ikke kroppen nær så meget som tennis. Serven i pickleball skal være underhånd, hvilket ligeledes bidrager til spillets inkluderende natur. Derfor er pickleball ideel for spillere i alle aldre, der søger et socialt og taktisk spændende spil.

Klar til at prøve pickleball?

Snekkersten Tennisklub byder dig indenfor til Pickleball i Snekkerstenhallen ved Snekkersten Idrætscenter på badmintonbanerne, hvor vi spiller om tirsdagen mellem kl. 14-16 og om lørdagen mellem kl.  11-12.30. Kontakt os for en prøvetime.

Dansk Tennis forbund om pickleball


Tennis i vinterhalvåret (Vintertennis, Skumtennis og indendørs tennis)

I Snekkersten Tennisklub har vi 2 Redplus-baner (Udendørs grusbaner) med belysning der er velegnede til tennis hele året og i vinterhalvåret tilbyder vi også skumtennis, ligesom vi også har adgang til indendørs tennisbaner i Espergærde - og Helsingør Tennisklub, som vi benytter til træning.

 Læs mere om muligheden for at spille vintertennis.

Til forsiden