V50 mix holdet vinder rækken suverænt

22. august 2021 12:49 , af Jakob Myrup Lerche

Holdet var inden dagens kamp allerede sikker på at vinde rækken og dermed oprykning til 3. division, men alle på holdet var opsat på at slutte årets kampe af med manér. 

5 kampe gik i gang kl. 10.00 og Lars Abraham spillede en flot 1. HS og vandt 1. sæt på flot spil og førte 2. sæt 2-0 da han desværre fik en forstrækning i ryggen og derfor måtte trække sig fra kampen. Dermed var vi bagud 0-1 og hvad betød det for herredoublen? 

De andre kampe var meget tætte opgør og Stig Mårtensson måtte i 2. HS ud i match tiebreak før han vandt 10-6. Per Nielsen kom i 3. HS hurtigt foran men så "faldt han i søvn" og det var ved at går galt i 1. sæt. Men Per vågnede op og kørte en forholdsvis sikker sejr hjem i to sæt. 

Lone Hoffmeier spillede mod Katja fra Hjortekær og her blev der virkelig slået til boldene. Lone har kun tabt 1 sæt i single i denne sæson og hun vandt da også sikkert denne kamp i to sæt. 

Jakob Lerche spillede mixen sammen med Kirsten Møller. Jakob skulle spille mindst en kamp i denne sidste runde for at være spilleberettiget i sæsonfinalen. Jakob har ikke spillet så meget i denne sæson og det tog da også et sæt før rusten var banket af. Mixen måtte derfor ud i en match tiebreak før der var et point mere til 50+ holdet. Så efter de 5 første kampe førte vi 4-1.

3 kampe i anden runde hvor DD med Kirsten og Lone desværre tabte match tiebreaken med 10-5 efter en tæt kamp. Grundet Lars's uheld spillede Jakob i stedet 1. HD sammen med Stig. Og det gjorde de rigtig godt. En sikker 6-2 og 6-1 sejr. 2. HD med Per og Morten Carstensen havde det noget sværere da spillet ikke rigtigt kørte. Alligevel blev det til en 6-4 og 7/5 sejr. 

Samlet altså en 6-2 sejr til 50+ holdet over Hjortekær. Holdet har over sæsonen spillet 40 kampe og vundet de 34. Kun 6 kampe er tabt. 72-21 siger sæt statistikken. Ganske suverænt. 

Med 1. pladsen i puljen er vi sikret oprykning til 3. division og holdet skal også spille en finale den 4. september mod Glostrup, som vandt den anden pulje på bedre sætscore (!) foran B 93. Spillested findes ved lodtrækning, og kendes ikke på dette tidspunkt. 

Da jeg ikke kan spille finalen den 4/9 vil jeg takke hele holdet for en fantastisk sæson. Holdet virker en smule stærkere end de tidligere sæsoner. Det kunne f.eks. ses mod Nivå som vi normalt taber til eller spiller uafgjort mod, men som vi i år slog 5-3. Jeg håber Lars bliver klar og så er Kim Nielsen tilbage efter ferie. Held og lykke den 4. september. 

De bedste tennis hilsner, 

Morten Carstensen