referat fra holdkamp herrerække V40

27. juni 2020 11:52 , af Kim Nielsen

Kampreferat fra holdkamp d. 25. juni imod Helsinge Tennisklub i V40 herrerækken.

Efter et klart nederlag til Dragør tennisklub i årets første holdkamp, så var det vigtigt for holdet med et godt resultat på udebane imod Helsinge.

Vi havde ikke noget kendskab til Helsinge på forhånd, men kunne konstatere, at de havde vundet deres første kamp i rækken mod Ryvang 4-2.

Kampen blev afviklet på 3 baner i Helsinge på den nok varmeste dag til dato i år. Det var stegende varmt med 28-29 grader, og der var naturligvis intet skygge overhovedet.

Holdet fra Snekkersten bestod af Claus Jacobsen (holdkaptajn), Ulrik, Sven Riber og Kim. Da vi gerne ville afvikle over 2 runder, blev vi enige med Helsinge om, at vi startede med 1ste herredouble samt 2 og 4 single, og vi fik holdopstillingen til at passe, så det kunne lade sig gøre.

Claus spillede en solid 4 single, og fik luret sin modstander an allerede under opvarmningen. Claus sad tungt på kampen fra start til slut, og fik en sikker sejr på 6/1 6/2.

Som KM semifinalist i 2019 tog Sven Riber sig af 2 singlen, og det klarede Sven rigtig godt med tålmodigt og sikkert spil, som tvang modstanderen til at satse. Når han kom frem, loppede Sven på enkleste vis, og det var en meget frustreret Helsinge mand, som måtte erkende sit nederlag på 4-6, 3-6.

Ulrik og Kim havde fornøjelse af 1ste herredouble, og efter en lidt rodet start og stillingen 2/2, så fik de styr på det, og vandt 1ste sæt med sikre 6/2. Anders æt var en gentagelse med en lidt sløset start og de kom bagud med 0/2, men derefter vendte det igen, og det ender med en sejr til Ulrik/Kim på 6/2 og 6/3.

Dermed 3-0 i holdkampen og rimelige forventninger til en 2 runde med 2 herredouble samt 1 og 3 herresingle.

Kim spillede 3 herresingle og det blev en meget kort fornøjelse. Ved stillingen 2/2 i første sæt og mellem to bolde fik Helsinge manden en fiber skade, og kampen kunne ikke færdig spilles.

Ulrik spillede 1 singlen imod en venstrehåndsspiller fra Helsinge, så de to venstre hænder fik fornøjelsen af, at møde hinanden. Det møde slap Ulrik klart bedst fra, og spillede på sikker vis Helsinge manden rundt på banen, og vandt en sikker sejr på 6/1 og 6/2.

Sidste kamp var 2 herredouble hvor Sven og Claus skulle spille deres første double sammen. Det gik fint, selvom Helsinge spillede sig op i 2. sæt, og dagens 6 sejr blev hentet sikkert hjem med resultatet 6-1, 7-5.

Samlet en sikker sejr til Snekkersten på 6-0. Varmen var hård, men flot spil af alle.

Tak til Helsinge Tennisklub – det var en hyggelig aften i deres selskab.

Referat

Kim