Nyhedsbrev august 2022

30. august 2022 10:32 , af Kim Nielsen

Nyhedsbrev 2022-4

Dette nyhedsbrev indeholder en lille status på klubben og aktiviteter. Sidst i nyhedsbrevet information om afholdelse af september arrangement for klubbens medlemmer incl. double turnering.

Varmelamper på terrasse.

Klubben fik for nogle år siden foræret 3 varmelamper fra en daværende sponsor AA-Gruppen

Disse lamper er nu blevet hængt op, og de tændes på kontakt, som er placeret ved opslagstavlen når man træder ind af døren til klubhuset.

Man skal således IKKE tænde lamperne i el-skabet i klubhuset.

På kontakten tændes de to af varmelamperne, mens den tredje kun kan tændes med fjernbetjeningen, som er placeret i tennisbolden ved siden af kontakten. Den trukken man en gang på og venter lidt så tænder varmelampen. Man kan ligeledes regulere styrken.

Husk at slukke efter jer.

Lys på de to Red Plusbaner.

Vi kommer nu til den tid på året, hvor det bliver tidligere mørkt, og hvor lyset på vores to nye baner kommer i brug.

Vi minder om, at lyset tænder automatisk når man har booket banen via banebookningen på hjemmesiden, og når den indbyggede sensor fortæller systemet, at nu er det mørkt nok til at lyset skal tænde.

Lyset slukkes automatisk et kvarter efter banebookningen er udløbet.

Man skal således IKKE tænde eller slukke i klubhusets el-skab.

RedPlus banerne.

Som det blev beskrevet da vi introducerede vores to nye RedPlus baner, så skulle vi forvente, at der ville gå op til et år før banerne var helt på plads. Der kom for meget grus på fra start, og det har derfor været udfordrende at spille på banerne. Der er over nogle gange skrabet overskydende grus af, og efter meget vanding er specielt bane 4 ved at være der.

Bane 5 er fortsat ikke som den skal være, men vi håber, at man ganske snart vil opleve, at også denne bane er god at spille på.

Junior turneringshold.

Klubben har for første gang i mange år tilmeldt et hold til juniorturneringen. Holdet spiller i U12 og kan bestå af både piger og drenge.

Holdet har indtil nu spillet 5 kampe, og det er blevet til 2 vundne kampe over de store klubber Birkerød og Hillerød, og senest her i week-enden spillede holdet i Hørsholm, og tabte en meget lige kamp med 2-4, hvor flere måtte afgøres i match-tiebreaks.

Stort tillykke til spillerne og til trænerne Claus og Rasmus med resultaterne.  

 Status på eventuel etablering af 2 stk Padelbaner med overdækning.

Bestyrelsen arbejder fortsat på dette, og der arbejdes på en ansøgning om byggetilladelse samt ansøgning om finansiering.

Vi må så se, om vi kan få de økonomiske ender til at nå sammen, og de nødvendige tilladelser/bevillingerne i hus.

Status på medlemmer.

Vi har haft medlemstilbagegang, og det er ikke helt uventet efter den store tilgang både sidste og forrige år.  

Vi vil fortsat gerne have nye medlemmer, så kender i nogen som kunne være interesserede, så skal de kontakte Kim på kasserer@snekkerstentennis.dk eller på telefon 40519639

September arrangement med Jubilæums double-turnering lørdag d 17. september.

Snekkersten Idrætsforening fylder 75 år, og i den anledning bliver der forskellige aktiviteter på anlæg og i hallen bl.a. med en udstilling af Kjeld Damgaard om idrætsforeningen historie. Nogen så måske den udstilling, som var til havnefesten i Snekkersten, men den i hallen bliver med endnu flere billeder og historie.

Tennisklubben afholder på dagen en 75 års jubilæums turnering for klubbens medlemmer, hvor alle kan deltage uanset spille erfaring.

Nærmere info incl. tilmelding kommer, men sæt allerede nu et kryds i kalenderen lørdag d. 17. september

På Bestyrelsens vegne

Kim