Anlægning af 2 RedPlus baner

5. juli 2021 15:02 , af Morten Marquard

I løbet af september/oktober måned vil bane 4 og bane 5 blive omlagt til RedPlus, og dermed kan vi i Snekkersten Tennisklub tilbyde udendørsspil hele vinteren. RedPlus er en ny type grusbane, hvor en helt anden type dræning end på en traditionel grusbane, muliggør spil selv lige efter det måtte have regnet. Banen er som en almindelig grusbane, hvor man kan glide, og man vil opleve, at de sædvanlige skæve opspring minimeres, da banen er mere jævn og uden de sædvanlige grusbanehuller eller løse grusbunker.

Når den endelige dato for omlægningen ligger fast, vil der komme mere information.

Men glæd jer – banerne er fantastiske at spille på, og de giver klubben helt nye muligheder for spil og træning i vintermånederne.

Bestyrelsen vil nu undersøge mulighederne for at etablere lys på de to baner, men vi ved ikke på nuværende tidspunkt, hvorvidt vi kan få tilladelse til det. Lys på de to baner vil forlænge udnyttelsen af banerne om vinteren, men vil også i løbet af den almindelige udendørssæson gøre det muligt at spille længere tid i de måneder, hvor mørket kommer tidligt.