V 50 holdet på hård opgave

13. juni 2016 09:49 , af Bent Jensen

Hermed referat til hjemmesiden fra gårsdagens kamp i Fredensborg.

 ”Holdopstilling:

 HS Jørgen Kolind Knudsen

  1. HS Kenneth Plon
  2. HS Ole LarsenDD Lene Persson og Marian Flink-Olsen
  3. MD Marian Flink-Olsen/ Bent R. Jensen
  4. DS Lene Persson
  1.  HD Ole Larsen/ Jørgen Kolind Knudsen
  2.  HD Kenneth Plon/ Bent R. Jensen

 Vores modstanderen havde i 1. spillerunde, som de eneste af holdene gjort ”rent bord”, og havde vundet samtlige deres kampe mod Lyngby uden at afgive ét eneste sæt!

Alle singler ( DS og 1., 2., 3. HS) og MD blev sat i gang samtidig kl. 09.15, og da klokken var 10:00 var alle tre HS afviklet! Og alle 3 med et helt KLART resultat til følge nemlig dét, at vi havde tabt samtlige kampe til langt bedre modstandere. Vi fik generelt ikke ét ben til jorden men blev løbet over ende. Men samtidig med dét udtalte Jørgen efter sin 1. HS, at det var hans bedste singlekamp nogensinde (spillede 5-7 i første sæt). Så Jørgen var faktisk godt tilfreds med sit spil, men naturligvis ærgerlig over at have tabt. Både Kenneth og Ole måtte se sig slået med overvældende cifre, selv om de også havde gjort deres allerbedste.

Lene’s DS var en helt anden historie. Lene og hendes modstander Lone spillede fulde 2 timer inden Lene måtte se sig slået med 2 x 5-7. Men sejren kunne ha’ gået begge veje. Men tennisguderne var ikke Lene nådig lige i dag. Men en flot kamp af begge spillere.

Vores MD startede fint. Men efterhånden fik vores modstandere overtaget, og stille og roligt kom de ovenpå og sendte os hjem med et nederlag i to relativt tætte sæt.

Tilbage var så doublerne:

DD blev også en meget lige og spændende affære hvor spillet bølgede frem og tilbage. Lene og Marian havde hænderne fulde, men også her kunne sejren lige så godt være gået til Snekkersten. Desværre trak Øresund igen det længste strå i match tie-breaken som afgjorde kampen.

 HD blev igen et relativt hurtigt foretagende. Ole og Jørgen stred det bedste de har lært, men måtte bare strække våben mod en klart bedre modstander.

 I vores 2. HD blev Kenneth og jeg blæst ud af banen af deres 1.- og 2. HS, der dannede par i 2. HD. 6-2 stod der på tavlen til Øresund inden vi fik set os om! Kenneth og jeg blev enige om, at vi måtte forsøge at slå deres spillerytme ihjel for i det hele taget at have nogen som helst chance. Stille og roligt og med stor koncentration lykkedes det os at trække tempoet ned og få modstandernes spil slået i stykker. Kønt var det bestemt ikke – men effektivt. 2. sæt gik til Snekkersten med 7-5, og så skulle vi ud i en match tie-break. På et tidspunkt midt  i match tiebreak’en sagde jeg til min makker, at jeg synes det ville være en rigtig go’ fødselsdagsgave til ham (Kenneth bliver 60 år i dag søndag), hvis vi kunne hive en sejr hjem. Kenneth mindede mig liiige om de dér 25 fugle på taget og den éne i hånden, mens vi stille og roligt trak fra vores modstandere, og ved godt og koncentreret spil fik vi sejren hevet i hus til vores modstanderes store frustration. Dermed kunne vi forlade Fredensborg Tennis Klub med oprejst pande, men med et nederlag på 1-7 i bagagen.

Tak til alle på holdet for en flot indsats, som desværre ikke rakte mod en klart bedre modstander, og ikke mindst tak til Lone Mortensen og Jakob Lerche, der havde taget vejen til Fredensborg som tilskuere, for at støtte os!!

Ved pennen

Bent”